Håndlavet charcuteri

Det charcuteri, vi serverer i restauranten, er produceret på 1. sal, hvor vi hver dag bearbejder de gode råvarer til forskellige pølser og skinker.

Hver tirsdag får vi leveret økologisk grisekød af Poul fra HindsholmGrisen. Vi parterer grisen i huset og bearbejder kødet til at producere charcuteri. Det højt detaljerede arbejde med råvarerne giver os læring og fornemmelse for smag og udvikling, så vi hele tiden kan forbedre processen og det endelige produkt.

Her på siden vil du snart kunne læse om alt det charcuteri, vi producerer lige ovenpå Bæst. Og det er ikke så lidt.

Danmarks bedste gris

Kødet vi bruger, får vi fra HindsholmGrisen, som drives af Poul og Carla.

Hos Poul og Carla lever grisene hele deres liv udendørs og oplever aldrig i deres liv andet under deres hove end græs og mudder. Pattegrisene går med soen så længe, de ønsker, til de naturligt “flytter hjemmefra”. Hver gris har intet mindre end 200m2 at boltre sig på og stort set alt, hvad de får at spise, er produceret af Poul selv på gården. Derudover spiser de også frugt fra de mange æble-, pære- og blommetræer på stedet.

Grisene vokser sig langsomt store og bliver først slagtet, når de er omkring 18 måneder gamle og vejer omkring 200 kg. De bliver slagtet i folden og oplever derfor ingen stress ved slagtningen. Til sammenligning vil en standard økologisk gris typisk nå en slagtevægt på 6 måneder.