Økologiske råvarer

Råvarerne er rygraden i den mad vi laver og serverer. Vi producerer selv en lang række grøntsager på vores gård, Farm of Ideas. Udover det får vi råvarer fra en række særligt udvalgte leverandører og producenter, som vi har dyb respekt for.

Vi har en meget tæt kontakt til vores samarbejdspartnere og producenter. Det er vigtigt for os at være fuldt gennemsigtige med, hvor vores råvarer kommer fra. Derfor kan du her på siden blive klogere på et udsnit af vores producenter, og hvilke råvarer de hver især tilføjer til din tallerken.

En stor del af det arbejde vi laver med vores råvarer sker i vores mejeri og pølsemageri.

Mere end bare producenter

Vi er stolte over at de producenter vi arbejder sammen med, kan kalde sig for landets absolut bedste inden for deres felt.

Farm of Ideas

Blot 50 km fra vores restaurant, har vi vores Farm of Ideas. Det er en gård, hvor vores kokke og landmænd arbejder dagligt på at så, passe og høste de mest smagfulde, smukke og inspirerende grøntsager til vores serveringer på BÆST – oftest samme dag, som de er høstet. På den måde tror vi på, at vi kan servere de friskeste grøntsager for vores gæster på en bæredygtig facon. Vi tror på, at vi med Farm of Ideas kan starte en dialog mellem kokke og landmænd og dermed skabe grobund for produktive ændringer i måden, hvorpå vores verden gror, distribuerer og tænker mad generelt. Gården er ikke blot et forsøg på at bringe friske grøntsager “fra jord til bord”, det er også et større forsøg på at forandre vores nutidige måde at tænke gastronomi.

Svanholm

Svanholm er nogle af pionererne inden for økologisk landbrug, og så er de er nabo til vores gård, Farm of Ideas. Svanholm har en stor produktion af økologiske grøntsager og har erfaringen til at dyrke dem, så de opnår en høj kvalitet. De har overtaget en mindre del af vores kvægbestand og leverer nu mælken til vores osteproduktion.

Birkemosegård

Birkemosegård ved Sjællands Odde producerer økologiske og biodynamiske grøntsager og har økologisk kødkvæg. Kung fra Birkemosegård kontrollerer selv hvert eneste stykke kød under parteringen og sørger for den høje kvalitet, vi oplever, når vi bruger kød fra dem.

HindsholmsGrisen

HindsholmGrisen har fritgående grise, der lever ude året rundt i hele deres levetid i naturlige omgivelser, hvor de har hytter til læ, når de har behov for det. Grisene finder selv en stor del af deres foder og bliver suppleret med økologisk foder, altsammen dyrket på stedet. Som Poul og Carla fra HindsholmGrisen selv fortæller, er det særegne ved HindsholmGrisen en flot og ensartet fedtmarmorering, hvor der er harmoni mellem kød og fedt. Fedtet er særdeles velsmagende og blødt, som det bliver, når grisene behandles godt i naturlige omgivelser.

Havervadgård

Fra Havervadgård får vi økologisk kød fra marsklam. Lammene lever ved Vadehavet, hvor jorden er meget salt- og mineralholdig. Det får lammene del i, når de spiser græsset. Deres kød får derfor en karakteristik krydret og let salt smag. Lammene bliver både inden og efter slagtning synet af en dyrlæge for at sikre kød af højeste hygiejne.

Hegnsholt

Fra Hegnsholt får vi økologiske æg og kyllinger. Alle deres høns og kyllinger lever i små flokke i flytbare huse på markerne omkring Hegnsholt. De får græs og restprodukter fra restauranten og slagtes lokalt efter ca. 100-130 dages levetid i det fri. Kødet fra deres kyllinger har utroligt meget smag og struktur.

Gothenborg

Gothenborg var de første til at introducere økologiske kyllinger og ænder i Danmark. De driver deres landbrug og opdrætter deres fjerkræ med respekt for den gode smag, håndværket og miljøet. Fra Gothenborg får vi økologiske ænder og skovkyllinger.